Pottemageren, der blev boligdesignguru, Jonathan Adler er en mand med en omflakkende hjerne, inspireret i lige dele, ser det ud til, af klassisk moderne design, surrealisme og popkultur. Selvom hans navngivne firma er vokset til et miniimperium, der berører næsten alle aspekter af moderne liv — stole og isspande, tapet og menoraher, lysekroner og tæpper — lavet i utallige materialer, skaber Adler stadig næsten alle objekter i ler først. Hans ledende princip er enkelt: ”Jeg laver de ting, jeg gerne vil omgive mig med, og jeg omgiver mig med dem.” Adler voksede op i en landby i New Jersey. Hans bedstefar blev lokal dommer, og hans far vendte hjem efter at have dimitteret fra University of Chicago. ”Min far var en genialt talentfuld kunstner. På et tidspunkt måtte han beslutte, om han ville blive kunstner eller en —,” han holder en pause og leder efter det rette ord, ”person.” Hans far blev advokat, men tilbragte al sin fritid i sit atelier og lavede kunst, uden at skulle tjene penge på det. Det var en helt ren passion.” Adlers mor, som havde arbejdet på Vogue og modvilligt flyttet til den landlige by, var også kreativ, og begge forældre opmuntrede deres tre børns kreativitet. Da han var 12, tog Adler på efterskolelejr, hvor han drejede sin første potte. ”Og så var det i gang,” siger han. Hans forældre købte ham en drejeskive, og han tilbragte resten af sin ungdom med albuerne dybt i leret. Selv mens han læste semiotik og kunsthistorie på Brown University, hang han ud på den nærliggende Rhode Island School of Design og lavede potter. Adler flyttede til New York City, arbejdede kortvarigt i underholdningsbranchen, og i 1993 vendte han tilbage til sin sande kærlighed, at dreje potter (i bytte for at undervise i klasser) i et studie i Manhattan kaldet Mud Sweat & Tears. En dag, i Balducci’s fødevaremarked, mødte han Bill Sofield, en gammel ven, som for nylig havde været med til at grundlægge det nu legendariske Aero Studios, et designfirma og butik, sammen med Thomas O’Brien. Sofield besøgte studiet og gav ham straks en ordre. Så introducerede en anden ven Adler til en indkøber hos Barneys New York, som også afgav en ordre. I omkring tre år efter begyndte Adler at hellige sig keramik på fuld tid. På trods af den gadecred, som både Aero og Barneys havde, tjente han heller ikke rigtig nok til at leve af det. Så i 1997 samarbejdede han med Aid to Artisans, en nonprofitorganisation, der arbejder for at skabe økonomiske muligheder for dygtige håndværkere i udviklingslande, og rejste til Peru for at ansætte pottemagere, der kunne følge hans designs og dermed øge produktionen. Adlers første butik åbnede i 1998 i Soho, Manhattans shoppingmekka. Han driver nu omkring to dusin butikker, så langt væk som London og Bangkok. Under Adlers rejse til Peru kom han ikke kun i kontakt med pottemagere, men også med flere talentfulde vævere og besluttede at udvide til tekstiler. Andre kategorier fulgte, hvilket førte ham ud i verden på jagt efter håndværkere, der kunne realisere hans uendelige idéer. I Indien fandt Adler en mand, der er ekspert i perlearbejde; han får sine kalkede møbler lavet i Indonesien, sine honningfarvede træstykker i Vietnam. Efter en ven bad ham om at dekorere hendes hus, udvidede Adler til indretning og tog sig af både hoteller og private boliger — projekter, hvor han forbliver ”agnostisk” og bruger stykker fra andre designere. ”Jeg prøver virkelig at lære mine kunder at kende og derefter få dem til at virke mere glamourøse og mere excentriske, end de tror,” siger han. ”Jeg ser mig selv som et slankende spejl for dem.”
